NYT FRA KIRKEN – APRIL 2022

Nyt fra Sømandskirken

April 2022

 

Gudstjenester i Mariners Club

Det er en stor glæde at kunne meddele, at vi igen må afholde gudstjenester i Mariners Club. Efter en lang periode uden gudstjenester og endda en hel påske uden at kunne samles i kirken, bliver det dejligt endelig at kunne åbne dørene igen.
Det vil dog indtil videre kun være tilladt at fylde 50% af pladserne i kirken, dvs. 12 pladser foruden organist og præst. Derfor bedes i venligst tilmelde Jer gudstjenesterne. Jeg skal også gøre opmærksom på, at I bedes scanne ”LeaveHomeSafe-Appen”, som hænger nede i stueetagen ved ankomst.

I DanishRoom må vi stadig kun samles 8 personer i alt og derfor er det også nødvendigt med tilmelding ved sammenkomster her.
Det går altså i den rigtige retning for genåbning, men forhåbentlig kan vi snart byde Jer velkommen helt uden begrænsninger.
 
Oversigt over kommende gudstjenester:
Søndag d. 24/4 kl. 11 – 1. søndag efter påske
Søndag d. 1/5 kl. 11 – 2. søndag efter påske
Søndag d. 15/5 kl. 11 – 4. søndag efter påske
Lørdag d. 28/5 kl. 11 – Konfirmation
Søndag d. 5/6 kl. 11 – Pinsedag
 
Ønsker man at tilmelde sig gudstjeneste, bedes man skrive en mail på hongkong@soemandskirken.org.

 

 

Kiosken

Vi har en container på vej fra Danmark, og den er fyldt op med lækre varer til Jer. I vil snart kunne finde rugbrødsblandinger, rødkål, makrel i tomat, lakrids, spegepølse, oste og meget mere på vores hylder i DanishRoom.
For at få plads til alle de nye varer ville det være en stor hjælp, om I vil hjælpe med at tømme ud i de gamle varer. Flere af vores varer har overskredet ”bedst før” datoen og er derfor sat rigtig meget ned.

Se under kategorien ”tilbud”.

Tak fordi I støtter sømandskirken!

Link til kiosken HER

 

 

Frivillige

Efter lang tids inaktivitet i Den Danske Kirke vil det naturligvis være dejligt snart at kunne skabe liv og glade dage blandt danskerne igen. Men for at det kan lykkedes, ville det være godt at have nogle frivillige, som af og til kunne give en hånd med. I øjeblikket har vi ikke nogen assistent, men vi håber meget at kunne ansætte en senere på året. Derfor vil evt. hjælp fra frivillige være yderst værdsat. Eneste kvalifikationskrav er at man godt kan lige at hygge.

Særligt søges der frivillige til:
-Den årlige julebazar i november. Her vil der være mange forskellige opgaver, man kan hjælpe med at løse.
-En sangfugl eller flere som gerne vil synge med eller fungere som kor til nogle gudstjenester.
-En som gerne vil fungere som kirketjener ved nogle gudstjenester og f.eks. læse ind- og udgangsbøn og hjælpe med at uddele nadver.
-Nogen som godt kan lide at stå i køkkenet og f.eks. hjælpe med at lave kirkefrokoster i forbindelse med gudstjenester og arrangementer. DanishRoom har et stort køkken med alverdens redskaber, der stilles til rådighed. Danske retter er særligt eftertragtede.
-Har du et projekt, skrevet en bog, eller har du bare noget, du gerne vil dele med os danskere i Hong Kong, arrangerer vi gerne foredrag, viser film, lytter til sang og musik m.m. i DanishRoom.
-Dansk legestue. I sømandskirken elsker vi børn og vi håber, børnene opdager børne-hjørnet, hvor de kan slå sig løs mens forældrene nyder en kop kaffe. Det ville være endnu bedre, om vi kunne arrangere dansk legestue, så hvis nogen er pædagogiske anlagt og vil synge/lege/danse/læse op mm. med børnene, hører vi gerne fra Jer.
-Har du en helt anden idé til, hvad du synes, kirken bør tilbyde, og vil du være med til at forme både den og vores danske community i Hong Kong, må du meget gerne melde dig på banen.
 
Skriv en mail til hongkong@soemandskirken.org, hvis I har lyst til at give en hånd med af og til og har gode idéer.

 

Søens folk

Trods Hong Kongs mange restriktioner har det heldigvis stadig været muligt at kunne besøge de dansk-flagede skibe i Hong Kong. Søens folk kan stadig ikke gå fra borde, så de er meget glade for at vi kan besøge dem og levere fornødenheder.
Stor tak til Jer som har doneret DVD’er og bøger til sømandskirken de sidste par måneder. De bliver delt ud til skibene og bringer glæde og god underholdning til søfolkene. Hvornår søfolkene igen får lov at forlade skibene og besøge os i Mariners Club ved ingen på nuværende tidspunkt, så Sømandskirken gør sit bedste for at yde ekstra god service til dem i disse udfordrende tider.

 

 

 

Som altid er I velkommen til at ringe til mig, hvis I har brug for en snak om stort eller småt. Sømandskirken håber meget at se Jer snart igen.
 
 
Sømandspræst Rebecca Holm
Den Danske Sømandskirke, Hong Kong
Tlf. og whats app. +852 9490 8562
Email: Hongkong@soemandskirken.org

Dansk Sømandskirke Hong Kong
3/F Mariners Club, 2 Container Port Road
Kwai Chung
Hong Kong
Website: www.soemandskirken.org
Facebook: Dansk Sømandskirke Hong Kong

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *