Kirkens webshop er i luften

Savner du tarteletter, koldskål, makroner, vaniljesukker eller rugbrøds-blandinger med masser af solsikkekerner? Så har du nu mulighed for at bestille det – og støtte kirkens arbejde for søfolk og herbo-ende danskere. Klik ind på Soemandskirken.org/shop og fyld kurven.

 

De danske sømandskirker verden over skal selv – i samarbejde med menighederne og søfolkene – sørge for at skabe sit økonomiske fundament – år efter år. En af måderne, det gøres på, er via slag af danske varer – et tiltag Sømandskirken i Singapore for eksempel har haft stort held med. Det er imidertid en praksis, som ikke har været forsøgt på daglig basis i Hong Kong tidligere. Det er nu ændret. Fra slutningen af maj 2016 har kirken åbnet en webshop som et forsøg. Hvis opbakningen er til det, vil det blive et fast initiativ. Og de første ordrer er allerede sendt afsted.

 

Afhentning og afregning

Dennis Boelt, som har stået bag den tekniske etablering af webshoppen samt bestilling af varer, har svært ved at bedømme, hvordan salget i webshoppen vil udarte sig. Han er dog enig i, at der ikke er andet at gøre end at prøve det af:

 

”Vi er nødt til at springe ud i det og gøre os nogle erfaringer løbende, før vi kan skræddersy konceptet. Kiosken skal jo opfylde herboende danskeres behov, men vi er også nødt til at finde et format, som passer med den tid, vi som kirke har til rådighed til projektet.”

 

Især afhentning og betaling er en svær størrelse. Indtil videre er der afhentning i Kwai Chung efter aftale med Signe Trier Simonsen og Dennis Boelt – og afhentning samt afregning hver tirsdag over middag i TST, da Signe Trier Simonsen sidder på kontoret det meste af dagen. ”Men vi må se, hvilke forespørgsler vi ellers får og så tage den derfra,” siger Dennis Boelt.

 

Nye varer på vej

Fragt til Hong Kong er en dyr fornøjelse. Den billigste måde er via skib. Og netop en sådan sending ankommer i slutningen af maj med endnu flere varer. Dennis Boelt siger:

 

”Vi får Faxe Kondi, Cocio, skumbananer og mange andre gode sager på lager igen. Vi skal nok annoncere det på Facebook og hjemmesiden.”

 

Lagerbeholdning, kiosk-erfaringer og dansker-præferencer

Udvalget på hylderne i shoppen er bestemt af Dennis Boelt i samråd med Kirkerådet og leverandøren DSC, der også leverer til andre udlandskirker. Dennis Boelt har dog også erfaring med fra Danmark, fortæller han smilende:

 

”Min mor havde kiosk i mange år, så der tilbragte jeg en del tid. Men DSC har også vejledt os – selvom vi ikke fik solgt mange rutebiles-småkager,” griner han og tilføjer, at de fleste af de bestilte varer er købt ind med henblik på, at kunne bruges i forbindelse med kirkens egne arrangementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *