Nyhedsbrev, advent 2020

Julebazar i Den Danske Sømandskirke i Hong Kong   

          

Meget er anderledes i år! Og vi er hele tiden indstillet på at der sker ændringer i, hvor mange må forsamles, skolegang osv. Også Sømandskirkens julebazar er anderledes i år med tilmelding, begrænset adgang, ingen smørrebrød og øl, men vi er her stadig – og over meget længere tid. Der er også fortsat nogle varer på https://www.soemandskirken.org/

Men indrømmet: Vareudbuddet er ikke, hvad det har været. Vi arbejder på at få yderligere varer hjem. Følg forsyningssituationen på Facebook.
 
I Danish Room – nu Danish Julestue – er der julepynt, nisser, og et stort sortiment af den slags, som man ikke kan undvære, hvis det skal blive jul! Og der er en række andre varer:
Ure, smykker fra Skagen/Fossil, H.C.Andersen – julepynt mv., lingeri, vinterjakker, m.m. 

Der vil være følgende åbningstider i Danish Julestue på følgende i den kommende tid:

I forbindelse med arrangementer: Lørdagene 28. nov., 5. og 13. dec. fra kl. 11 – 17.
Derudover vil vi være til stede på hverdagene: Mandage, onsdage og torsdage 9.30 – 14.30. (Sidste gang torsdag den 17. dec.). 
Her kan der også hentes bestilte varer fra kiosken – og gevinster! 

 

Gudstjenester og arrangementer i Sømandskirken i Hong Kong i den kommende tid.
Alle arrangementer kræver tilmelding på Sømandskirkens Facebookside (under Begivenheder/Events)

     
Dato Tid Indhold
Lørdag, den
28. november
14:00 – 17:00 Hyggeeftermiddag for store og små (Fuldt booket). 
Mulighed for afhentning af ‘Kiosk’- bestillinger i samme tidsrum uden tilmelding.
Søndag, den  
29. november
1. søndag i advent
14:00 – 17:00 Adventsgudstjeneste efterfulgt af kaffe og kage bord i Danish Room.

Mulighed for afhentning af ‘Kiosk’- bestillinger i samme tidsrum uden tilmelding.

Lørdag, den
5. december
14:00 – 17:00 Hyggeeftermiddag for store og små – her er der stadig ledige pladser.
Max. 20 deltagere – delt i to hold:
14:30-15:30 (Hold I): Lær at lave julepynt til juletræ.
14:30-15:30 (Hold II): Julebagning – formgivning og pyntning af julesmåkager
15:30-16:00 – oplæsning af Juleeventyr v/ Margith
16:00-17:00 (Hold I): Julebagning – formgivning og pyntning af julesmåkager
16:00-17:00 (Hold II): Lær at lave julepynt til juletræ.

Mulighed for afhentning af ‘Kiosk’- bestillinger i samme tidsrum uden tilmelding.

Søndag, den
6. december
2. søndag i advent
14:00 – 17:00 Adventsgudstjeneste efterfulgt af kaffe og kage bord

Mulighed for afhentning af ‘Kiosk’- bestillinger i samme tidsrum uden tilmelding.

Lørdag, den
12. december
14:00 – 17:00 Luciabørn øver forud for søndagens gudstjeneste og juletræspyntning.

Mulighed for afhentning af ‘Kiosk’- bestillinger i samme tidsrum uden tilmelding.

Søndag, den  
13. december
3. søndag i advent.
14:00 – 17:00  Familiegudstjeneste med Lucia optog.
Der vil blive serveret kaffe og kage efter gudstjenesten i Danish Room.
Julemanden kommer forbi og vi danser om juletræet.

Mulighed for afhentning af ‘Kiosk’- bestillinger i samme tidsrum uden tilmelding.

1. søndag i advent på søndag, den 29. november kl. 14.

Med 1. søndag i advent på søndag tænder vi det første lys i adventskransen og fejrer, at det er advent – og kirkens nytår. (Se også nedenfor). 
Gudstjenesten kl. 14 vil være en børnevenlig gudstjeneste med lystænding af lysene på adventskransen! Vi snyder lidt og tænder dem alle fire, og jeg fortæller om, hvad de fire lys betyder. Og selvfølgelig synger vi de kendte adventssalmer som VÆR VELKOMMEN, HERRENS ÅR. 

Dansk julegudstjeneste den 24. december kl. 14.

Der vil være dansk julegudstjeneste juleaften, den 24. december kl. 14. i Mariner’s Club. Også her må der laves tilmelding på Facebook (under begivenheder/events). Der er på Tao Fong Shan Christian Centre et dansk præstepar, Bodil og Jens Arne Skjøtt. Og Jens Arne Skjøtt har lovet at hjælpe os med at det bliver rigtig jul – omend der fortsat vil være begrænset deltagerantal! Jeg bliver her kun til den 13. december; men heldigvis er der andre muligheder!
 

Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!

Sådan synger vi både på søndag og på de fleste adventssøndage, og så i en lidt anden version til nytår.
Der er tale om en salme med samme titel, men i to forskellige udgaver – til hver sin lejlighed.
Begge salmer skyldes, at én af N.F.S. Grundtvigs sønner, Svend Grundtvig, i en visebog på det Kgl. Bibliotek i slutningen af 1849 fandt en gammel, dansk adventssalme, som han fik aftrykt i Dansk Kirketidende til første søndag i advent, d. 2. december 1849 med en fodnote om, at den også fandtes i en verdslig udgave. Far og søn har tydeligvis talt sammen om Svends salmefund, for allerede samme dag, som sønnen fik den gamle salme udgivet, havde faderen den nydigtede udgave med som særtryk til menigheden i Vartov, hvor han var præst på dette tidspunkt.
Den oprindelige adventssalme havde den samme grundlæggende opbygning som Grundtvigs senere version, dvs. med faste indledende og afsluttende linjer og varierende verselinjer i midten.  Så Grundtvig er – hvad man kan kalde en sekundær forfatter, men som så ofte før skal man ikke underkende Grundtvigs skaberkraft og geni, selv der hvor han ”bare” bearbejder overleveret stof. Den oprindelige salme havde ti vers og havdeflere helligdage og begivenheder i Jesu liv med, men Grundtvig fokuserer salmen i tre vers om de store højtider og til sidst et vers, der samler det hele i det kirkeår, hvor vi mødes hver søndag. Salmen rummer et væld af bibelske referencer, og det kan ikke være 1. søndag i advent uden den!

Salmen favner på bedste vis både fortid, nutid og fremtid, idet menigheden ved at synge salmen byder kirkeåret velkommen. Det sker med bevidstheden om, at livet og tiden skyldes Guds indgriben i verden i den bibelske fortid. Men det er fortsat en realitet. Og bevægelsen fra natten, som det ses i første vers, over morgenen i andet vers, til dagen i tredje vers og året – og hver søndag i fjerde vers – sætter ramme om både hverdag og fest. Det er altid en glæde at nå hertil i kirkeåret, – for så er det som at begynde på en frisk. Derfor giver det også god mening at kalde 1. søndag i advent for Kirkens nytårsdag!
Denne dejlige salme synger vi også på søndag i Hong Kong.
 
1. Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
 
2. Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
 
3. Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
 
4. Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
 
Dansk adventssalme (1556).
N.F.S. Grundtvig 1849.

   

                     
 


                         

PÅ GENSYN
Margith Pedersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *