NYT FRA KIRKEN – MARTS 2022

Marts 2022

Nyt fra Sømandskirken i Hong Kong

 

De sidste mange uger har der været meget stille i Sømandskirken. Først ville Mariners Club, som vi har vores lokaler i, ikke have forsamlinger i huset, og sidenhen har regeringen sagt, at der end ikke må holdes gudstjenester.

Mange lever i øjeblikket et meget “begrænset” liv i Hong Kong og frygten for, hvordan det hele udvikler sig, ligger nok i baghovedet hos mange. Bliver jeg sendt i en karantæne-facilitet? Har jeg været i nærkontakt? Bliver der lockdown? Og hvor længe kommer alt dette til at fortsætte? Mange danskere vælger at flytte eller tager midlertidigt til et andet land, mens bølgen af corona skyller hen over Hong Kong. For mange er det udfordrende tider rent økonomisk og især også for dem med børn. Børnene hjemmeskoles, kan ikke holde en ordentlig fødselsdagsfejring og ser kun meget få venner.

Vi er alle påvirkede af situationen på den ene eller den anden måde, men der må være lys for enden af tunnelen. Sømandskirken åbner porten igen, lige så snart det er tilladt!

 

 

Konfirmander

I år har sømandskirken hele seks konfirmander, hvilket er en fornøjelse. De undervises naturligvis online, hvilket ikke er helt ideelt, men vi håber stadig, at der vil blive mulighed for, at vi kan mødes inden selve konfirmationen, som forhåbentlig kan finde sted i slutningen af maj måned.

 

Kiosken

Selvom kirken er lukket, kan I stadig komme og hente jeres bestillinger i vores kiosk!

Det foregår ved, at man mødes med præsten nede på parkeringspladesen ved Mariners Club. Betaling kan ske kontant eller ved overførsel til vores bank. Lige nu har vi mange gode ting på tilbud og selvom “bedst før” datoen er overskredet, kan det altså spises endnu. Derudover har vi nu igen fået røde pølser og flæskesteg på frost.
Vi håber, I vil hjælpe os med at tømme hylderne, for der er nemlig en ny forsendelse på vej til os med danske varer.

Vi har også stadig mange gode og billige Peak Performance jakker til salg fra vores julebazar for kun 300 HKD pr. stk. De bliver nok lidt varme at have på i Hong Kong lige nu, men skal du til Danmark, hvor temperaturen for tiden ligger omkring frysepunktet, vil de være det helt rigtige. Ligesom kioskvarerne kan de hentes ude foran Mariners Club.

Husk hver gang du handler i vores butik, er du med til at støtte Den Danske Sømandskirke i Hong Kong. KLIK HER for at komme til kiosken.

 

På havnen

De dansk-flagede skibe får fortsat besøg af Sømandskirken.
For at komme ombord på skibene skal man regelmæssigt testes, men det gør vi gerne for at kunne møde søens folk. At besøge skibe er en fantastisk opgave for en sømandspræst. Besætningen tager uanset nationalitet altid varmt imod en. Ofte har besætningen været på havet i lange stræk og en snak eller levering af fornødenheder spreder altid glæde ombord.

Søfolkene er en meget overset gruppe, der udfører et helt essentielt arbejde. Uden søfolkene kunne skibene ikke bringe containere rundt i hele verden og uden denne enorme fragt kunne vi andre ikke have alle de varer på hylderne i butikkerne, som vi med en selvfølgelighed køber. Og der er ikke altid nemme arbejdsforhold ombord – og slet ikke siden pandemien brød ud. Ofte er de på havet i over et halvt år ad gangen, hvor de ikke møder andre mennesker end de andre ca. tyve besætningsmedlemmer. Nogle gange får de kammerater ombord, men det modsatte kan også være tilfældet. Søfolk er ikke undtaget fra mobning, chikane, depression og ensomhed.
Før pandemien kunne de gå i land, hvis de lå i havn nogle dage og så hentede Sømandskirken dem ofte fra skibet for at køre dem ind til byen, hvor de kunne shoppe, gå en tur i en park, eller de kom med til Sømandskirkens lokaler for at hygge sammen med præsten og assistenten. Sådan er det ikke under pandemien. Søfolkene må ikke på noget tidspunkt forlade skibet, så de er fuldstændig isoleret på skibet. De fortæller tit, at jeg er det første menneske udover besætningen, de snakker med siden, de steg ombord. Og besætningen er jo også deres kollegaer, så forestil dig, at du er på din arbejdsplads døgnet rundt i et halvt år og kun møder de samme tyve kollegaer. Vi har alle sammen brug for at kunne tale med nogen i fortrolighed, uden at det løber videre som sladder på arbejdspladsen.

Det er altså meget meningsfyldt at være sømandspræst. Man får lov til at tale med søfolk fra hele verden og man går altid fraborde med en følelse af taknemmelighed over, at man forhåbentligt har været med til at gøre deres dag bare en smule bedre.

 

 

Som altid er I velkommen til at ringe til mig, hvis I har brug for en snak om stort eller småt. Sømandskirken håber meget at se Jer snart igen!

Sømandspræst Rebecca Holm
Den Danske Sømandskirke, Hong Kong
tlf. og whats app. +852 9490 8562
Email: Hongkong@soemandskirken.org

Dansk Sømandskirke Hong Kong
3/F Mariners Club, 2 Container Port Road
Kwai Chung
Hong Kong
Website: www.soemandskirken.org
Facebook: Dansk Sømandskirke Hong Kong

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *