Historien om kirkens nye assistenter Signe og Charly, og hvordan de endte i Hong Kong, er historien om tusindvis af timers frivilligt arbejde, om altid at forfølge drømmene, om rejser og pludselige indskydelser, og om sammen at gå livet i møde i medgang og modgang.
Den klassiske iPhone-ringetone bryder stilheden på Gentofte Hospitals afdeling C-321. En pårørende på gangen lægger hånden på sin bukselomme, som ejere af Apples telefoner har for vane, når de hører de simple toner, men kan konstatere at det ikke var ham, som nogen ville have fat i denne formiddag. Lyden kommer derimod fra afdelingens medicinrum, hvor sygeplejerske Charly Leth, helt ekstraordinært, har beholdt lyden på sin telefon.
”Vi skal til Hong Kong”. Begejstringen strømmer igennem røret fra Signe, der glad ringer for at underrette sin mand om svaret på ansøgning og samtale hos DSUK, og hun kan næsten ikke forholde sig til den vaskekælder, hun står i, da opringningen fra kontoret på Smallegade kommer.
Det er 12 år siden de mødtes i en bus, der kørte Muskelsvindfondens Grønne Crew til Åh Abe-koncert. Charly havde meldt sig under de frivillige faner tre år tidligere, og Signe var startet året før. Charly begyndte i køkkenet, der laver mad til alle Grøn Koncerts 700 frivillige, og blev chef for holdet allerede året efter. Det frivillige arbejde startede for Signes vedkommende på Roskilde Festival i en burgerbod, og fortsatte i Grøn Koncerts barer, hvor hun også senere blev sektionschef. Siden da har de prøvet kræfter med mange forskellige arrangementer og funktioner, og er nu begge knyttet til Muskelsvindfondens sikkerhedsorganisation, Event Safety. Signe som eventvagt i security-delen og Charly som førstehjælpsassistent i den præhospitale afdeling.
”Det frivillige arbejde har betydet alt for os. Det har givet en fritid med mening, hvor arbejde, fornøjelser og oplevelser er smeltet sammen, og hvor vi konstant har været omgivet af andre, som har arbejdet mod samme mål. Det har givet uforglemmelige stunder, enorm selvudvikling og ikke mindst et hav af nye venskaber,” reflekterer Signe.
Det var også gennem frivilligheden, at parret mødte Anders, som på det tidspunkt kun lige var begyndt at studere teologi. Gennem årene og mange timers samarbejde, udviklede der sig ikke blot et godt kammeratskab, men også et partnerskab i frivilligheden, hvor Charly og Anders blandt andet har siddet i redaktørstolen på Grøn Koncerts interne frivillighedsavis, CrewNyt.
Flere gange har Signe og Charly rejst ud i verden og mødt Anders i sit arbejde, og har på den måde stået på sidelinjen gennem forvandlingen fra studerende til præst, og det var således også nærliggende, at det blev Anders, der stod bag alteret, da Signe og Charly i 2014 blev viet i Thurø Kirke.
Det er ikke kun i det frivillige arbejde, der har været fart på. Lysten til at udforske verden og livets facetter har medfødt en udlængsel og en nærmest kronisk lyst til forandring.
For fem år siden opsagde Charly sit job som IT-udvikler hos Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter for at prøve noget helt andet, og det afskrækkede ham ikke, at drømmen krævede en ny uddannelse. I januar i år kunne han således pryde sig med titlen som sygeplejerske, og har siden arbejdet på Gentofte Hospitals medicinske sengeafsnit.
På samme måde har Signe studeret lingvistik, arbejdet hos rejsebureau, taget et semester på Murdoch University i Perth og været i praktik på DR, inden bacheloren i medieproduktion og ledelse kom i hus.
Nu blæser forandringens vinde så parret til Hong Kong, hvor stillingen som assistentpar for sømandskirken virkede som en helt oplagt mulighed for både at se endnu et hjørne af verden og at bringe erfaringerne i spil på en helt ny måde end de sammen har prøvet tidligere.
Samtidig glæder de sig til at udforske mulighederne for hiking, som er en interesse, de altid forsøger at kombinere med rejser ud i verden, og som tidligere har bragt dem over høje bjerge og lave dale, senest på Island.
For Charly er arbejdet på havnen nyt, men det maritime liv er ikke fremmed for Signe, der kommer fra en sømandsfamilie. Hun har selv været med på togt med sin far som ganske ung, og kender meget til livet på de store skibe. Arbejdet med at besøge de danske skibe i Hong Kong er derfor noget, hun ser helt særligt frem til.
Parret glæder sig meget til at møde menigheden og til at overtage kødgryderne (og vegetargryderne for Signes vedkommende) i Danish Room, til at planlægge og afholde arrangementer og til arbejdet med Kirkehilsen, hvor interesserne for multimediedesign, foto og retorik får en ny platform. Charly håber også, at han måske kan snige lidt guitarspil ind, hvis andre end Signe og skilpadden Pelle vil lytte. Men mest ser Signe og Charly frem til samarbejdet med hinanden, og til at møde udfordringer og oplevelser sammen.
“Det kan virke banalt, men overskriften for vores ægteskab er, at møde hele livet sammen. At altid have en at dele store oplevelser med, og ligeledes aldrig være alene, når livet bliver svært. Så for os er arbejdet i Hong Kong en perfekt mulighed for at skrive et nyt kapitel i vores liv.”, slutter Charly.